Logistikkonference 2019

Se programmet for logistikkonferencen 21. marts 2019 og tilmeld dig her

Dagens konferencier Jørgen Høg: Det skal være forståeligt og brugbart

Når Danske Speditører i forbindelse med Transport 2019 i Herning holder en heldagskonference den 21. marts om fremtidens logistik, foregår det med en meget kendt og respekteret fagjournalist som konferencier. Valget er nemlig faldet på Jørgen Høg, der er redaktør på Dagbladet Børsens logistiksektion.

Forud for konferencen fortæller Jørgen Høg, at det er hans ambition at få dagens lidt luftige begreber som ”digitalisering” og ”innovation” omsat til forståelig kommunikation og redskaber, som konferencedeltagerne kan gå hjem og få glæde af i deres virksomheder.

- Det er vigtigt for mig, at det bliver en konference med kommunikation i øjenhøjde og med brugbare eksempler fra virkelighedens verden. De mange kompetente mennesker, som Danske Speditører har fået til at komme med inspirationsoplæg i løbet af dagen, skal give deltagerne noget med hjem, som for det første er til at forstå for konferencedeltagerne, så de kan fortælle det videre til kollegerne derhjemme. For det andet skal dagens udbytte være så konkret og anvendeligt, at det skal kunne omsættes til strategier og ikke mindst handlinger ude i virksomhederne, fortæller Jørgen Høg.

Jørgen Høg siger, at han på konferencedagen vil udfordre oplægsholderne

- Målet er, at alle i salen skal kunne forstå det, når begreber som blockchain, digital transformation og innovationskraft rulles ud. Jeg vil forsøge at spørge så konkret ind til udfordringerne, de gode eksempler og de gode strategiprocesser, at deltagerne i salen kan se sig selv og deres egen virksomheds muligheder i det, der bliver sagt fra talerstolen. Det er min ambition, at alle efter konferencen vil sige, at de har fået noget med hjem, som de kan bruge til at forbedre deres bundlinje, siger Jørgen Høg.

Se programmet for logistikkonferencen 21. marts 2019 og tilmeld dig her