Nye klausuler om risiko, ansvar og forpligtelser på vej: Danske Speditører holder informationsmøder

Nye klausuler om risiko, ansvar og forpligtelser på vej: Danske Speditører holder informationsmøder

Oprettelsesdato

04.09.2019 - 09:32

Den 1. januar 2020 frigives de nye INCOTERMS-klausuler fra Det Internationale Handelskammer. Danske Speditører afholder informationsmøder ude i landet om det.

Fra onsdag den 1. januar 2020 kommer der til at gælde nye internationale handelsklausuler, der beskriver købers og sælgers risici, ansvar og forpligtelser i forbindelse med international handel. De såkaldte INCOTERMS 2020 indeholder standardklausuler for hvornår bl.a. risiko og ansvar overgår fra sælger til køber.

- I løbet af meget kort tid får vi i Danske Speditører endelig besked om den præcise ordlyd i de nye INCOTERMS-klausuler. Ingen skal dog forvente, at der kommer epokegørende nye regler og principper om fordeling af risiko for godset og om fastlæggelse af hvilken part, der skal dække omkostningerne til transporten. Der bliver snarere tale om nye klausuler, der fastlægger og ensretter allerede gældende kutymer og sædvaner, så misforståelser og fortolkningstvivl undgås. Derfor er det vigtigt og rigtigt, at INCOTERMS med jævne mellemrum tilpasses virkeligheden, siger advokat Rasmus Køie fra Speditørernes Retsværn.



Vigtigt at kende detaljerne

INCOTERMS regulerer blandt andet risikoovergangen fra sælger til køber, og det vil derfor fortsat være anbefalelsesværdigt, at overveje behørig vareforsikring af godset, mens dette er under transport.

- Mange speditionsvirksomheder medvirker til at tilvejebringe transportforsikring for kunderne. I den forbindelse er det vigtigt, at speditørerne er helt fremme i skoene, når det handler om at få skræddersyet de helt rigtige forsikringsbetingelser ved international transport. Derfor har vi i Danske Speditører besluttet at vi i løbet af 4. kvartal 2019 vil informere og vejlede vores medlemsvirksomheder om, hvad de skal være opmærksomme på i forbindelse med de nye INCOTERMS-klausuler, fortæller Rasmus Køie.



Informationsmøder i hele landet

Relationschef Jakob Størling fra Danske Speditører oplyser, at han er i dialog med foreningens lokalforeninger for at undersøge behovet og mulighederne for at afholde regionale fyraftensmøder om de nye INCOTERMS-klausuler.

- Som det ser ud netop nu, er der udsigt til, at lokalforeningerne indbyder til fyraftensmøder for sine medlemsvirksomheder. Det bliver i oktober og november, sådan at virksomhederne får mulighed for evt. at tilpasse egne procedurer, inden de nye regler træder i kraft onsdag den 1. januar 2020.  De respektive lokalforeninger vil give nærmere besked, når tid og sted for arrangementerne er på plads, fortæller Jakob Størling.