Vær opmærksom på forsinkelser i Tyskland

Vær opmærksom på forsinkelser i Tyskland

Oprettelsesdato

20.06.2017 - 12:55

Den 7. juli 2017 mødes verdens topledere til G20-møde i Hamburg. De tyske myndigheder har meldt ud, at de allerede nu begynder forberedelserne af sikkerhedsmæssig karakter, herunder grænsekontrol.

Speditører og andre, der arbejder professionelt med transport i Europa, skal affinde sig med, at G20-topmødet i Hamburg kan få trafikale konsekvenser de næste 2-3 uger.

Mandag den 19. juni 2017 var der eksempelvis voldsomme forsinkelser som følge af grænsekontrol ved den tysk-polske grænse. Lastbiler holdt i kø ved grænseovergangen i Bojanowo i 12 timer. Det var et resultat af en kø på op til 30 kilometer.

Karl Christensen, der er formand for Fagudvalg VEJ & BANE i Danske Speditører, fortæller, at de tyske myndigheder naturligvis ikke gennemfører grænsekontrol ved samtlige grænseovergange hele tiden, men at kontrollerne kommer uden varsel.

- De tyske myndigheder udfører grænsekontrollerne på en sådan måde, at ingen kan forudse dem. Derfor er der ikke andet at gøre, end at tage det som det kommer. Konsekvenserne i form af forsinkelser kan blive ret store. Hvis grænsekontrollerne fører til, at gods bliver hentet og/eller afleveret for sent, er det vigtigt at fortælle kunderne og samarbejdspartnerne om den tyske grænsekontrol, der er årsagen, siger Karl Christensen.

Hvad formanden for fagudvalg VEJ & BANE derimod vil anbefale speditører og andre at planlægge efter, er de forventede forsinkelser på vejnettet omkring Hamburg lige før, under og lige efter topmødet den 7. juli.

- I disse terror-tider må man forvente, at de tyske sikkerhedsmyndigheder vil gøre deres ypperste for at passe på topmødedeltagerne og alle andre, der færdes i nærheden af stedet for topmødet. Vi kan formentlig også forvente demonstrationer. Derfor vil jeg råde alle i transportsektoren til i deres planlægning at tage højde for, at der kan blive tale om forsinkelser og nedsat mobilitet i Hamburg og omegn frem til nogle dage efter topmødet. Meget vil formentlig tage længere tid, end man er vant til, siger Karl Christensen, der træffes på karl@alpi.dk



Læs mere om den tyske grænsekontrol i anledning af G20-topmødet her: http://www.mdr.de/nachrichten/politik/inland/grenzkontrollen-vor-g-zwanzig-gipfel-100.html