Har din speditionsvirksomhed købt for dyre lastbiler?

Har din speditionsvirksomhed købt for dyre lastbiler?

Oprettelsesdato

16.03.2017 - 15:18

Sidste år blev fem producenter af lastbiler dømt for kartelsamarbejde. Nu er tiden kommet til at undersøge hvem af medlemsvirksomhederne under Danske Speditører, der har betalt for meget for firmaernes lastbiler, og som derfor kan indgå i et kollektiv juridisk skridt mod kartellet.

Det var MAN, Volvo/Renault, Daimler, Iveco og DAF, der i 2016 fik en syngende lussing af EU-Kommissionen. 22 milliarder kroner lyder de samlede bøder på for at have suspenderet den frie prisdannelse til skade for forbrugerne. De fem firmaer producerer og sælger 9 ud af 10 lastbiler over seks tons til det europæiske marked.

Derfor kan der sagtens være medlemsvirksomheder under Danske Speditører, der har indkøbt lastbiler for dyrt fra de nævnte producenter i perioden 1997-2011.

- Har vores medlemsvirksomheder indkøbt lastbiler for dyrt, vil vi hjælpe dem til at deltage i de juridiske skridt, der snart skal tages. Så vil jeg meget høre fra dem. Omvendt bliver jeg også nødt til at sige, at man ifølge vores efterretninger ikke kan komme i betragtning til erstatning, hvis man som speditør alene har betalt for meget for ydelser, leveret af firmaer, som har betalt for meget for lastbiler fra de omtalte producenter. Det er kun lastbilejere, dette kan blive relevant for, siger advokatfuldmægtig Søren Nicolai Edsen Johansen fra Danske Speditører.

Danske Speditører vil derfor opfordre speditionsfirmaer, der selv ejer lastbiler indkøbt fra de pågældende producenter i perioden 1997-2011, til at rette henvendelse til Søren Nicolai Edsen Johansen på sej@dasp.dk